Press Contact


Kim Bek
Director, Marketing and Intelligence
Direct: +45 33 26 87 24
Mobile: +45 61 22 34 16
Email: kbe@copcap.com



(IN DANISH) 2010 BLEV REKORDÅR FOR COPENHAGEN CAPACITY

43 nye virksomheder, 1.184 nye arbejdspladser, 3,6 mia. kr. i nye investeringer og en forbedring af den offentlige økonomi med 223 millioner kr. Det er resultatet af Copenhagen Capacitys indsats i 2010 og samtidigt også det bedste resultat i organisationens historie.

- Det er svært at bevare pessimismen oven på sådan et resultat. Vi mærker stadig den økonomiske krise i form af tøvende international investeringslyst, og derfor er konkurrencen om at tiltrække udenlandske investeringer hårdere end nogensinde før. I det lys er jeg utrolig stolt af, at vi skaber et rekord-resultat, siger adm. direktør i Copenhagen Capacity, Steen Donner.

- I 2009 havde vi også et godt år, men i 2010 sætter vi på én gang rekord på de fire parametre, vi måler på – nemlig antal af investeringer, størrelsen på investeringerne, antal arbejdspladser og forbedringen af den offentlige økonomi. Det vidner om, at vores arbejde med at satse på bestemte brancher målrettet bestemte lande har været det rigtige, forklarer Steen Donner.

Copenhagen Capacity er Region Hovedstadens officielle investeringsfremmeorganisation. Organisationen arbejder primært inden for ICT, life science og cleantech, og rekord-resultatet skaber højere forventninger til de kommende år. Det skyldes dels, at krisen så småt klinger af, men også at Copenhagen Capacity har udarbejdet en ny strategi, som sætter fokus på endnu større værdiskabelse.

- I den foregående strategiperiode har vi brugt ressourcer på at ruste organisationen internt og skabe et stærkt fundament. Det har gjort, at vi er blevet en af de bedste investeringsfremmeorganisationer i verden. Med den nye strategi kigger vi tre år frem, og her har vi det ambitiøse mål at fastholde den flotte resultatskabelse fra 2010 i de kommende tre år. Sideløbende med dette mål vil vi rette større fokus på at styrke regionens erhvervsklynger samt tiltrækning og fastholdelse af talent. Disse to områder bliver i højere grad end tidligere afgørende for, om investorer vælger Danmark, fordi investorer går efter lande med vækst, og her ser vi klynger og talent som væsentlige forudsætninger, forklarer Steen Donner og tilføjer:

- Det stiller endnu større krav til en stærk hovedstadsregion, fordi gode vilkår og stor vækst her vil skabe flere arbejdspladser og større vækst i resten af Danmark. 100 nye arbejdspladser i København giver 20 nye i resten af Danmark, mens 100 arbejdspladser i provinsen kun skaber syv nye i København. Fremgang for hele Danmark starter og slutter i København.

Copenhagen Capacity har, trods navnet, også et stigende fokus på at tiltrække virksomheder til Region Sjælland, som især inden for cleantech, transport og logistik kan tilbyde udenlandske investorer rigtig gode muligheder. Seks ud af de 43 virksomheder ligger i regionen, og med udsigt til den faste forbindelse over Femern Bælt kan især det sydlige Sjælland komme endnu mere i centrum. 

- 2010 har været et fremragende år i forhold til vores indsats i Region Sjælland. Vi fik tiltrukket seks virksomheder med 320 arbejdspladser i alt og har dermed mere end fordoblet antallet af nye arbejdspladser i forhold til 2009. Vi har samtidig fået opbygget gode kontakter til potentielle investorer, og vi er sikre på, at når først virksomhederne de kommende år tør investere mere, så vil Sjælland for mange fremstå som brohovedet til resten af Skandinavien, siger Steen Donner. 

Fakta:
Stigninger fra 2007 til 2010:
- Antal af investeringer er steget fra 26 til 43 – i alt 65 pct.
- Investeringer målt på kroner er steget fra 169 mio. kr. til 3,6 mia. kr. – i alt 2.030 pct.
- Antal arbejdspladser er steget fra 554 til 1.184 – i alt 114 pct.
- Forbedring af den offentlige økonomi er steget fra 57 mio. kr. til 223 mio. kr. – i alt 291 pct.

Copenhagen Capacity modtog i 2010 FN’s pris for bedste investeringsfremmeorganisation, når det drejer sig om grønne investeringer, ligesom Financial Times kårede organisationen til at have den bedste erhvervsstrategi. Derudover kårede Verdensbanken i 2009 Copenhagen Capacity til verdens bedste investeringsfremmeorganisation. 
 

 
 
Related sites: cphcleantech.com  |  mediconvalley.com  |  internationalcleantechnetwork.com  |  inno-mt.dk  |  scandinavianlogistics.com  |  copenhagenentertainment.dk